SSDT 5 gange rundt om jorden på MC.

Danmark til paraden
Danmark til paraden

Så er SSDT 2014 overstået, masser af udfordringer og ømme muskler efter 1000 km i det skotske højland. De som ikke har prøvet at køre SSDT vil aldrig forstå, hvad det kræver, men jeg vil her lige prøve at samle lidt op på hvad der forgår. SSDT er verdens ældste trial som er kørt i mere end 100 år og tilmed verdens hårdeste. De som tror de bare lige skal på ferie i højlandet får sig en grim overraskelse. Jeg vil dog opfordre de, som har nosser nok, til at prøve, men vær klar over, at det trækker tænder, de som syntes at Grand National i Finnerup er mudret og hårdt skal holde sig langt væk. SSDT er 6 dage 7-8 timer på cyklen pr dag med max puls. SSDT kræver en stor trænings indsats i måneder op til løbet og derud over et højt niveau som trialkører bare for at komme rundt på transportruten. Sektionerne er af blandet sværhed, nogle faktisk lette, men når sektionerne så komme lige efter 15 km transportrute non stop med mudder og sten, bliver den lette del pludselig meget svær. Ofte ses videoer på nettet fra sektionerne, og det ser ganske let ud, dels fordi det som filmes altid ser fladere ud på film, og dels fordi alle kameraer kører med stort widescreen, hvilket får alt til at se fladt ud. Når man står med cyklen i sektionerne er det helt anderledes, glatte sten indsmurt i alger, vandhuller, og steder man faktisk ikke kan gå på sine fødder. SSDT har et rotations system som flytter 45 pladser pr. dag så alle kommer til at start i den forreste ende, men også får lov at starte sidst. Begge dele har fordele og ulemper. Starter man, er man sikker på at sektionerne er meget glatte, er man sidst er sektionerne bedre, stenene er renere og pakket lidt mere sidst på dagen, mens transportruten er meget mere opkørt. Transportruten er mellem 150 og 200 km pr dag, hvor der køres med max fart af, hvad der er muligt på pågældende underlag. Når man så kommer frem til sektionerne er der afsat 1 min til at se sektionen og smide rygsækken op på toppen, herefter 1 min til at køre sektionen, overskrider man den, må man hente det på transportruten. Altså ikke noget med at holde 2 min pause når det gør allermest ondt!

Hvor flyver føren mon
Hvor flyver føren mon

Transportruten er faktisk stedet som har størst betydning for løbet, at køre 100 km 100% fokuseret på siden af et bjerg som er smurt ind i snot og fyldt med store huller og sten kræver det vildeste overblik. En lille fejl kan koste et styrt som får fatale følger for cykel eller mand. Når man ser et billede af de flotte bjerge vi kører i ser det på afstand let ud, men alle de mange vand kanaler der løber ned findes overalt. På toppen ser terrænet jævnt ud, men her er alt også vådt, store huller hvor man på et split sekund skal vælge om man skal hoppe over eller bremse, eller måske bare ikke når noget før man er fløjet over styret. Flere steder kører man rundt i en grød af lav og vand i 5 gear med fuld gas, hængende helt tilbage på cyklen for ikke at forhjulet dykker, cyklen kører måske 10 km/t, mens den på vejen går 90 km/t med samme gas. Hvis man sætter cyklen fast i mosen og kan se 5-7 km frem og tilbage uden at få øje på andre tænker man lidt over, hvad man skal gøre for at få den sikker fri. En defekt kæde derude tør jeg slet ikke tænke på, at slæbe sine cykel flere kilometer i sumpen er  et tabt slag… Vi var i år 4 danskere med til løbet, Thomas Pedersen, Dan Jørgensen, Morten Andersen og Ole Kristensen,  alle med undtagelse af den danske mester Morten Andersen havde prøvet det før. Vi havde joket lidt med Morten om, hvad det var  han skulle med til og vi kunne se han tænkte sit :0). Vi havde nævnt, at der var år, hvor cyklerne skulle bæres over floderne af 2 mand når der var meget vand, vi havde snakket om mosen som var dyb, Morten grinede bla, bla… :0). Det skulle så vise sig at komme til at holde stik i 2014. Onsdag var der extrem regntid og floden vi skulle krydse for at komme over til en sektion var dyb med hård strøm. De første som kom til floden fandt et sted, hvor de kunne hoppe fra en høj brink i et sving på floden, her blev det dog hurtigt mudret og en canadier dykkede med sin 4RT på 2m vand. Begge kom i land længere nede af floden, hvor der var lidt mere bredde og knap så dybt. Også her skulle vi andre kæmpede cyklerne over i ca. 80 vand. Hondaen om på hovedet og ud med tændrøret og efter lidt pleje startede den igen :0). Dan og jeg hjalp hinanden over og var på vej videre, da jeg pludselig så at vores Scottske ven fra Extreme Tatoo  stod og holdt sin 4RT i styret mens bagenden blev kastet rund i vandet, jeg måtte lige ud i det kolde gys en gang mere og få ham med ind. Kort efter var Allan Milligan igen klar. Mens vi hold i kø ved sektionen hørte vi hans maskine tage høje omdrejninger mens han stod forover bøjet over cyklen, alle kiggede og kort efter rejste Allan sig op med en smøg i munden der lige blev tændt på forrøret. Alle var forundret over hvordan han kunne have tørre smøger derude Dagen var meget våd og de bjerge vi skulle over var mega glatte, at komme over dem krævede stor kraft og vilje og flere ture i jorden. For mit vedkomende gik jeg total kold på de sidste 2 dage kun min meget høje vilje gjorde, at jeg kom igennem. Højmosen var et helvede, jeg kunne ikke tage de 1000-vis af “armbøjninger” og havde svært ved at dreje gashåndtaget når vi kørte på flad vej. For at illustrere hvor brugt flere er, skifter man faktisk hånd og styrer gassen med venstre for at hvile den højre.

Honda Repsol Team med Eddie
Honda Repsol Team med Eddie

At deltage i SSDT kræver sin mand! Vi kan også kun sige, at de som møder op til dette er rutinerede kører, vi  snakkede meget med Eddie Karlsson fra Sverige. Eddie kører i toppen af VM i trial hvor har er på Honda teamet med Bou og Fuji. Eddie var med for første gang. Dan og jeg fulgtes meget med ham, og han måtte også flere gange over styret, og måtte indkassere flere 5ere end jeg tror han selv havde regnet med hjemme fra. Eddie ramte på en af dagene en sten med forhjulet så hårdt på transportruten, at der røg 7 egere, han klarede situationen og kom i mål med et vaklende forhjul. Eddie sluttede som nummer 37, overgået af flere lokale og rutinerede kører som bare kan køre denne type trials. I dette års SSDT  var der 288 pladser, altså 288000 km i nærmest ufremkommelig terræn, tilsvarende 5 gange rundt om jorden på motorcykel. Eneste personskade var et brækket håndled, og sikkert 1000 vis af blå mærker, men det siger jo også lidt om kvaliteten på de som kører med. Der var i år stort frafald på mere end 50 mand, dette gør den danske indsats endnu større, da der i år var meget vanskelige forhold. Alle kan være stolte med bare at være kommet igennem, og alle har helt sikkert lært en masse.

Resultatet af de danske kører.

Ole Kristensen nummer 173.

Morten Andersen nummer 175.

Thomas Pedersen nummer 176.

Dan Jørgensen nummer 220.